Isbjørnen Sigurd i København

Der var engang en isbjørn ved navn Sigurd, der boede langt oppe i Arktis. Men som mange isbjørne efterhånden var han træt af det monotone liv i sneen og kulden. Sigurd havde hørt om København og dens vilde natteliv, så han besluttede at rejse dertil for at starte et nyt kapitel i sit liv.

Da han ankom til København, spadserede han forbi en bar med et skilt, der fangede hans opmærksomhed: “Kom ind og prøv vores legendariske Isbjørnen-cocktail!” Sigurd tænkte: “Perfekt! De har en drink opkaldt efter mig – det må være skæbnen! Jeg skal arbejde her.”

Han gik ind på baren og sagde til bartenderen:

“Goddag! Jeg er Sigurd, og jeg er her for at søge et job.”

Bartenderen kiggede op og spærrede øjnene op. “Wow! En rigtig isbjørn! Det må jeg indrømme, jeg ikke havde på bingo-brikken i dag. Men hvad kan du?”

“Jeg kan drikke, jeg kan underholde, og jeg kan lave isterninger – det er trods alt en medfødt evne,” svarede Sigurd og puffede sin pels op for at se professionel ud.

Bartenderen grinede og sagde: “Okay, fair nok. Men hvad fik dig til at søge lige her?”

Sigurd smilede stolt. “Jeg så skiltet udenfor. I har en drink opkaldt efter mig. Det er et tegn på, at jeg hører hjemme her!”

Bartenderen kiggede forvirret. “Hvad mener du?”

“Isbjørnen!” sagde Sigurd med et glimt i øjet. “Det er jo mig! Jeg hedder Sigurd, men jeg ER en isbjørn, så jeg tænkte, at I ærede mit navn.”

Bartenderen brød ud i latter. “Vent, vent, vent! Du tror, vi har opkaldt drinken efter en isbjørn?”

“Øhm… ja?” svarede Sigurd, nu lidt forvirret.

Bartenderen rystede på hovedet. “Sigurd, Isbjørnen-drinken er bare hvid rom, kokoslikør og fløde. Den hedder sådan, fordi den er hvid, ikke fordi den har noget med dig at gøre.”

Sigurd stirrede på ham i stilhed.

“Hvad?!” udbrød Sigurd. “Så det er ikke en drink til ære for den majestætiske isbjørn? Og det er heller ikke opkaldt efter mig?!”

Bartenderen nikkede. “Desværre ikke, ven. Men jeg kan lave en til dig, hvis det hjælper?”

Sigurd sukkede dybt. “Så det hele er bare en tilfældighed? Hvad er meningen med livet? Jeg troede, jeg var speciel!”

For at muntre ham op skænkede bartenderen hurtigt en Isbjørnen-cocktail og sagde: “Hør her, Sigurd, måske er drinken ikke opkaldt efter dig, men du er stadig den eneste isbjørn i København. Og det gør dig ret unik.”

Sigurd tog en slurk af drinken, og et stort smil bredte sig over hans ansigt. “Okay, fair nok, det smager faktisk ret godt.”

Bartenderen grinede. “Så er vi enige! Du kan starte i morgen. Du bliver vores nye dørmand – ingen tør lave ballade med en isbjørn ved døren.”

Og sådan blev Sigurd den mest populære isbjørn i København. Ikke på grund af drinken, men fordi han var den eneste dørmand, der både kunne afvise folk med et venligt smil og samtidig minde dem om, at han kunne knuse deres cykellåse med en enkelt pote.