Jeg var ude at handle i dag i Rema, og jeg stod bag en morfar og hans barnebarn.
Han har hænderne fulde, men barnet skriger stadigt efter slik, kiks, alle mulige ting.
Morfaren siger med en kontrolleret stemme: “Rolig, William, det varer ikke længe. min dreng.”
Endnu et udbrud, og jeg hørte morfar stille og roligt sige: “Det er okay William”.
Bare et par minutter mere, så smutter vi. “Hold ud, dreng.”
Ved kassen smider den lille ting ud af vognen. Morfar siger igen med en kontrolleret stemme: “William, William, slap af kammerat, bliv ikke ked af det”.
“Vi er hjemme om fem minutter, hold hovedet koldt William.”
Nå, jeg var virkelig imponeret, så jeg gik udenfor, hvor morfaren læsser sine dagligvarer og drengen ind i bilen. Jeg sagde til morfaren: “Det kommer ikke mig ved, men du var fantastisk derinde. Jeg ved ikke, hvordan du gjorde det, og uanset hvor højt og forstyrrende han blev, blev du bare stille og roligt ved med at sige, at tingene nok skulle gå. William er meget heldig at have dig som sin morfar.”
“Tak,”: Sagde morfaren: “Men jeg er William”. “Det lille skarnsunge hedder Morten”.
Loading…