Han havde gummistøvler og en fisketaske. Han var på vej hjem med Hornbækbanen, da to pænt klædte sønner af kuponklippere fra Hornbæk satte sig ved siden af ham i togkupeen.
Lystfiskeren skramlede med posen og snuppede en sild op, brækkede hovedet af den og åd det i én mundfuld.
De to rigmandssønner så undrende på manden.
Lystfiskeren gjorde det samme en gang til. Ind med sildehovedet, og væk var det.
– Hvorfor spiser du kun sildehovedet, mandede den ene sig op til at spørge?
– Det er ren videnskab, sagde lystfiskeren. Det er bevist, at man bliver klogere på den måde.
De to unge overvejede og spurgte så naturligvis, om han ville sælge dem et par sild, og hvad de kostede?
– 2 for en 20’er, lød det prompte.
Rigmandssønnerne betalte, fik hver deres sild og brækkede så nakken på dem og åd som glubske karle.
Mellem Ålsgårde og Saunte sagde ingen af dem noget, men ved stationen kom det så frem: – Hvor har du fisket dem?, spurgte den ene.
– Jeg har sgu da ikke fisket dem. Der har da vist ikke været sild i Øresund i nogen rigelig mængde siden Christian 4.’s dage. Og for øvrigt bliver jeg søsyg.
– Jamen, hvor kommer de så fra?
– Jeg har købt dem hos fiskehandleren.
– Hvad har du betalt for dem?
– 10 kroner for tre sild.
– Jamen, du er da for snu. Nu sidder du og sælger dem til en tyver for to.
– Kan du se?, sagde manden. De er allerede begyndt at virke.
