For nylig kunne man i vinduet i et motionscenter se en plakat, der viste en ung, slank og solbrændt kvinde.
Teksten lød:
“Vil du være en havfrue eller en hval til sommer?”.
En midaldrende kvinde, hvis fysiske træk ikke helt levede op til kvinden på plakaten, svarede i fuld offentlighed på det spørgsmål, som motionscentret stillede:
Til hvem det måtte vedrøre;
Hvaler er altid omgivet af venner (delfiner, søløver, nysgerrige mennesker).
De har et aktivt sexliv, bliver gravide, og får bedårende baby-hvaler.
De tilbringer pragtfuld tid i selskab med delfiner, mens de propper sig med rejer.
De svømmer i havene, og ser smukke steder som Patagonien, Beringshavet, og Polynesiens koralrev.
Hvaler er fantastiske sangere, og har endda indspillet cd’er.
De er fantastiske skabninger, og jages stort set ikke af andre end mennesket.
De er elskede, beskyttede og beundrede af næsten alle i verden.
Havfruer eksisterer ikke.
Hvis de gjorde, ville de stå i kø foran argentinske psykoanalytikeres klinikker, på grund af identitetskrise – fisk eller menneske?
De har ikke noget sexliv, fordi de dræber alle mænd, der kommer i nærheden af dem – for slet ikke at tale om: hvordan skulle de overhovedet kunne dyrke sex?
Kig på dem – hvor er DEN?
Derfor får de heller ikke børn.
Og i øvrigt: hvem gider være sammen med en pige, der lugter som en fiskeforretning?
