Andersen gik til sin faste frisør en gang hver anden måned. Men frisøren havde en irriterende vane, at nedgøre alt hvad Andersen sagde eller gjorde.
En gang havde Andersen købt ny bil, og frisøren spurgte: – Hvad mærke er den? – Det er en rød VW med spoilere – Ah, du skulle hellere have købt en Ferrari. Der er mere stil over den.
Næste gang Andersen gik til frisøren, fortalte han, at han havde købt et dejligt sommerhus i et bestemt område lidt uden for bykernen, og at han snart ville flytte derhen.
– Nej, helt ærligt, sagde frisøren. Det er et stærkt overvurderet område. Det er for dumt at flytte derhen, for inden længe vil folk begynde at forære deres sommerhuse og haver væk, bare for at komme væk fra området, sagde han.
Næste gang Andersen skulle klippes, fornemmede han straks, hvad vej det bar hen, men han var fast besluttet på ikke at bukke under for frisørens tåbelige facon.
– Inden længe skal jeg til Rom, sagde Andersen. – Hvad dælen skal du derned efter. Det er jo lutter ruiner. – Årh, det er heller ikke så meget det. Jeg har bare altid gerne villet møde paven, svarede Andersen kvikt.
– Paven? Det kan ikke lade sig gøre, sagde frisøren. – Skal vi vædde, sagde Andersen, og så væddede de en tusse.
Andersen drog af sted, og næste gang han skulle klippes, faldt snakken naturligvis på turen til Rom. – Nåh, der kan du selv se. Du mødte ikke paven, sagde frisøren hånligt.
– Jo, det gjorde jeg da, lød svaret. Jeg gik rundt på Peterspladsen og tænkte på, hvordan jeg kunne komme til at få paven i tale, da han pludselig kom gående hen over pladsen – i retning af mig! – Af dig?, måbede frisøren. – Ja, han kom helt hen og stillede mig et meget direkte spørgsmål. – Hvad ville han vide? Hvad sagde han? – Han sagde “Hvor i himlens navn har du fået den rædselsfulde klipning?”
