6-årige Emil gik i børnehaveklasse, og i dag skulle frøken Kirsten tale om religion. Da Kirsten ikke selv var troende, havde hun ikke planer om at undervise sine elever i religion – uanset hvad de mente. For at illustrere, at Gud ikke findes, spurgte frøken Kirsten lille Emil: – Emil, kan du se træet uden for vinduet? – Ja, svarede Emil. – Emil, kan du se græsplænen omkring træet? – Ja, svarede Emil. – Gå ud i skolegården og kig op mod himlen, Emil, opfordrede lærerinden. Emil adlød og løb ud i skolegården. Han vendte hurtigt tilbage til klaseværelset. – Jeg så skyer på himlen, sagde Emil. – Men så du Gud deroppe?, spurgte frøken Kirsten hånligt. – Nej, svarede Emil sandfærdigt. – Det er præcis, hvad jeg vil fortælle jer. Vi kan ikke se Gud, fordi han ikke er der. Han findes ganske enkelt ikke, sagde frøken Kirsten med et overlegent smil på læben. Så rakte Emils klassekammerat Trine hånden op, og frøken Kirsten gav hende ordet. – Emil, kan du se træet uden for vinduet? – Ja, svarede Emil nysgerrigt. – Emil, kan du se græsplænen omkring træet? – Ja, svarede Emil. – Emil, så du himlen og skyerne? – JA!, svarede Emil, som nu begyndte at blive irriteret over alle de spørgsmål. – Emil, kan du se vores lærer Kirsten? – Ja, svarede Emil nu igen nysgerrigt. – Kan du se hendes hjerne, Emil?, spurgte Trine. – Øhm, nej, svarede Emil, hvorefter Trine smilte mod frøken Kirsten. – Okay, så ifølge det, vi har lært i dag, har frøken Kirsten altså ingen hjerne!
