Det hele begyndte en helt almindelig decembermorgen på Nordpolen. Julemanden var som altid i fuld gang med at pakke gaver og gøre slæden klar til den store aften. Men noget var anderledes i år. Hver gang han kiggede op på den høje stabel af gaver, fik han en mærkelig fornemmelse i maven.
Da han skulle kravle op på slæden for at teste selen, blev han pludselig svimmel. “Uff… hvad er det her for noget?” mumlede han og klamrede sig til slæden. Hans ben rystede, og han nægtede at flytte sig.
Rudolf kom straks hen til ham. “Er alt okay, Julemand?” spurgte han med sin sædvanlige bekymrede tone.
“Okay? NEJ! Jeg tror… jeg tror, jeg har fået højdeskræk!” udbrød Julemanden.
Alferne holdt op med at arbejde og stirrede på ham i chok. “Højdeskræk? Men… du flyver hele verden rundt hvert år!”
“Ja, det gjorde jeg også sidste år!” sagde Julemanden. “Men nu kan jeg ikke engang kigge ned fra slæden uden at føle, at jeg falder!”
Alferne samlede sig straks til et krisemøde. Hvordan skulle de få Julemanden til at overvinde sin højdeskræk? En alf foreslog hypnose. En anden mente, at de skulle bygge en gigantisk stige, så han kunne vænne sig til højden langsomt. Men Rudolf havde en anden idé.
“Julemand,” sagde han med et smil. “Hvad hvis vi startede med noget mindre farligt? Du kunne øve dig på noget lavt, før vi tager op i luften.”
Julemanden nikkede tøvende. “Okay, men det skal være lavt. Meget lavt.”
Så Rudolf og alferne byggede en mini-slæde, der kørte på små skinner rundt om værkstedet. Julemanden steg forsigtigt op, mens alferne heppede. Det gik fint, indtil slæden kørte over en lille bro – kun 30 cm over gulvet. Julemanden skreg: “Jeg falder! Jeg falder!”
Alferne sukkede, men de gav ikke op. De prøvede at distrahere ham med peberkager og varm kakao, men intet hjalp.
Da dagen for juleaften nærmede sig, var situationen desperat. Så fik Rudolf en genial idé. “Julemand, hvad hvis vi bare lod rensdyrene klare flyvningen? Du kan sidde bag slæden med en god pude og tæppe, og vi sørger for, at du ikke kigger ned!”
Julemanden overvejede det. “Hmm… det kunne måske virke.”
Og sådan gik det, at juleaften blev reddet. Julemanden sad i slæden med bind for øjnene, en termokop kakao i hånden og en lille radio, der spillede julemusik. Rensdyrene fløj som aldrig før, og alferne guidede ham gennem hele ruten.
Hver gang slæden fløj over en by, råbte Julemanden: “Ho ho ho! Giv mig lige besked, når vi er på jorden igen!”
Da natten var ovre, og alle gaverne var leveret, sagde Julemanden: “Det var måske ikke som det plejer, men vi klarede det. Og ved I hvad? Jeg tror faktisk, jeg kan vænne mig til det her!”
Og sådan endte julemandens højdeskræk med at blive årets store grin – men også en påmindelse om, at selv julemanden har sine svagheder… og at Rudolf altid har en løsning.
Loading…